MØD KLAUS

Jeg er født den 19. november 1963 på Bornholm af en dansk mor og en hollandsk far. Jeg har boet over 25 år af mit liv i København. I dag bor jeg sammen med min mand, landskabsarkitekten Jacob Kamp, på en lille gård i Odsherred i Danmark.

Jeg er uddannet EDB-assistent, toldbetjent og skuespiller. Som skuespiller har jeg haft en spændende karriere på bl.a. Festen, Langt fra Las Vegas og En Kort En Lang (- som jeg også skrev manuskriptet til sammen med Hella Joof). Jeg har derudover også været teaterchef på hhv. Grønnegårds Teatret og Folketeatret.

Jeg har været medlem af Borgerrepræsentationen i København 9 år (2002-10) valgt for Radikale Venstre, som jeg har været medlem af siden 1997. Jeg var hhv. teknik- og miljøborgmester (2006-09) og beskæftigelses- og integrationsborgmester (2010).

Jeg har været bosat i Bruxelles i tre år (2011-14), hvor jeg var direktør på Det Danske Kulturinstitut/Benelux.

I årene 2014-22 var jeg direktør i Cyklistforbundet.

I min fritid slapper jeg af i haven og når jeg cykler. Jeg er udover at være optaget af dansk og europæisk politik også meget kunst- og kulturinteresseret. Det dyrker jeg ved at gå en del i teatret, se mange film og Tv-serier og gå på kunstmuseer.

VELKOMMEN

MINE VISIONER

København skal inspirere Danmark, men København skal også inspirere internationalt; med økonomisk ansvarlighed – og tårnhøje grønne og kulturelle ambitioner.

Man kan i dag svømme i havnen og Metroen er bygget, Michelin-stjernerne i hus og Cykelbyen på to hjul? Hvad er vores næste ambition for København? En samlet plan for udviklingen i Hovedstadsregionen? En helt ny æra for urban inklusion, mangfoldighed og medmenneskelighed? Verdens centrum for bæredygtig byudvikling og nybyggeri? Miljø- og klimaforskningens globale Mekka?

København skal være noget, som unge drømmer om og søger til. Uanset hvor de kommer fra. Den ambition vil jeg gerne være med til at føre ud i livet.

Vores hovedstad skal - ligesom radikal politik - sørge for, at der er plads til forskellighed. For vi er ikke alle sammen ens. Og vi kan ikke have det samme over det hele.

I den politik, som jeg stiller mig bag, bliver det altid set som en styrke.