Nyhedsblog

Nyhedsbrev d. 28. august.
Jo tidligere børn kommer op på cyklen, jo bedre bliver de til at færdes i trafikken. Radikale Venstre vil gøre det nemmere og sikrere for skolebørn at cykle.
Jeg har i dag besøgt Bellahøj Skole sammen med politiet og Rådet for større færdselssikkerhed for bl.a. at se på Bellahøj Skoles cykelbane. Tilbagemeldingen er, at børnene lærer af det. De synes, det er sjovt, og de bliver tryggere i trafikken.
Forældre skal turde sende deres børn op på cyklen i en tidlig alder. Vi ved i dag, at lidt over halvdelen af de københavnske cyklister føler sig trygge i trafikken. Vi skal have det tal op på 80 % inden 2015, hvis vi vil være verdens bedste cykelby med trygge og sikre skoleveje for vores børn.
Teknik- og Miljøudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget har besluttet at bruge 50 mio. kr. over tre år på sikre skoleveje, og de skal nu fordeles på konkrete projekter. Radikale Venstre vil gerne gå længere end det og bl.a. tilbyde obligatorisk cykelundervisning.
Vi foreslår fire konkrete indsatser:
Cykelklassesæt til alle skoler Alle københavnske skoler skal have et cykelklassesæt til brug i både idræts- og trafikundervisningen.
Cykelbaner i alle skolegårde Alle københavnske skoler, der ønsker det, skal have optegnet cykelbaner i skolegården, så skolebørn kan øve sig i at cykle i trygge omgivelser.
Obligatoriske cykelkurser i alle 5. klasser Kommunen skal sammen med politiet fremme cykelundervisning i skolerne. Cykelkurser bør indgår i undervisningsplanerne.
Cykelkurser for voksne Kurserne bør først og fremmest udbydes til voksne med anden etnisk baggrund end dansk.
Radikale Venstre vil derudover have trafiksikkerhedsanalyser af alle skoler, flere kampagner og mere trafikkontrol, og vi opfordrer til, at spørgsmålet om ’sikre skoleveje’ bliver indtænkt i fremtidig trafikplanlægning.
Mere cykelby København
I bike CPH
I Bike CPH på Facebook
Copenhagenize
Byens Trafikråd
Fakta om trafiksikkerhed
- Antal børn (6-16 år), der bliver kørt i bil til skole, er fordoblet fra 1993 til 2000. 55 % skyldes ændrede holdninger, herunder mindre positiv holdning til at cykle og øget bekymring hos forældre. Også ændrede skoleveje har betydning.
- Andelen af børn (6 - 16 år), der cykler til skole er faldet med knap 30 % fra 1993 til 2000.
- Antallet af dræbte og kvæstede 6 - 16 årige i trafikken er faldet med 46 % fra 1985 til 2000. Det skyldes bl.a. øget brug af sele, cyklehjelm og kommunale trafiksikkerhedstiltag
- Størst hyppighed af cykelulykker, som fører til skadestuebesøg eller indlæggelse, har drenge i alderen 13 - 14 år.
- Børn, der cykler til skole, har næsten 10 % bedre kondition end de klassekammerater, der går eller bliver kørt af forældre
Kilder: Danmarks Transportforskning, 2002, Statens Institut for folkesundhed, Børneulykker i Danmark, 2006, Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Cyklistregnskabet 2008

