Klaus Bondam

Klaus Bondam er – med over 50 år på bagen og en meget varieret karriere bag sig – klar til at dele ud af sine oplevelser og erfaringer fra et rigt facetteret arbejdsliv. Det har bragt ham vidt omkring og ud i en mangfoldighed af udfordringer, der strækker sig fra jobbet som toldbetjent over landskendt skuespiller og teaterchef til toppolitiker i landets hovedstad, et treårigt ophold i diplomatbyen Bruxelles – og helt frem til i dag, hvor han er direktør i cyklisternes interesseorganisation, Cyklistforbundet. Alt i alt en kringlet karrierevej, som ind imellem har givet ham et par ridser i lakken, men også gjort ham en hel del klogere.a

Helt konkret har Klaus Bondam arbejdsliv spændt fra afsløring af hjemmebrænderier og gennemrodning af andre folks kufferter i lufthaven, over slikning af Lars Hjortshøj’s tæer i den danske sitcom-succes Langt fra Las Vegas til at forestå økonomiske turn-arounds som direktør for konkurstruede teatre. Sideløbende har han medvirket i en lang række danske filmsucceser som bl.a. Thomas Vinterbergs Festen og En Kort En Lang, som han skrev sammen med Hella Joof. Endelig har han gennemført et dagsordensættende politisk arbejde i København, hvor indsatsen for cykler og CO2-reduktioner har medvirket til at sætte byen helt i front på den internationale scene, når det gælder kampen for en bæredygtig fremtid. 

Alt dette krydret med en opvækst i en stor familie med en farverig, spændende og hjertegribende historie, gør Klaus Bondam til en spændende og vidtfavnende fortæller.

ER DU INTERESSERET I AT HØRE NÆRMERE OM ET FOREDRAG MED MIG, SÅ KONTAKTWWW.STRONGMIND.DK  ELLER RING +45 70 27 50 97  

Her er eksempler på nogle af de foredrag jeg gerne holder: 

Kunsten at lede … eller ledelse af kunstnere, kreative og alle mulige andre skøre ildsjæle!

Hvordan leder man en organisation med en meget stor mangfoldighed af medarbejdere, der spænder fra primadonnaer til piccoliner? Hvordan formidler man en ide og får den til at brænde hele vejen ned igennem en organisation? Og hvad gør man, når man får rigtig dårlige anmeldelser og ikke sælger en eneste billet? Hvordan kommer man videre, når kreditorerne banker på døren? Klaus Bondam kommer med en personlig refleksion om ledelse af organisationer, som bygger på ildsjælenes blod, sved og tårer – et usikkert indtægtsgrundlag og en ussel løn. Det er også en fortælling om, hvordan man ved hjælp af engagerede medarbejdere, genopdagelse af kerneproduktet og en moderne og ærlig kommunikation får vendt skuden og opnår fornyet succes. 

Leder ved et tilfælde...

Kender du det at købe endnu en bog om ledelse, men aldrig at få læst mere end de første 10 sider? Er du blev leder ved lidt af et tilfælde? Begynder du at drømme om, at alt løser sig, hver gang du åbner en mail fra en ledelseskonsulent, der lover dig at få fuldstændig styr på det hele (hvis du altså lige betaler 25.000 kr. for et éndagskursus … inklusiv frokost). Klaus Bondam tager dig – med udgangspunkt i hans egen meget varierede karriere – med på en personlig rejse med op- og nedture, hvor et stærkt netværk og en konstant nysgerrighed altid har vist vejen videre til nye, spændende udfordringer lige rundt om hjørnet. Det er også beretningen om, at det nogen gange er nemmere at sige ja end nej, om at tro på, at man har noget at komme med, selvom man kommer fra et helt andet sted – og om, at der er grønt græs over det hele. Det handler bare om, at turde løbe over på den anden side af hegnet.

’ Op i rygsækken’ … fragmenter af en familiehistorie, der spreder sig over flere generationer og kontinenter

Klaus Bondams mor blev sendt på kostskole som elleveårig, og hans far, født i Indonesien af hollandske forældre, satte først foden på europæisk jord som fjortenårig. Med udgangspunkt i dem, fortæller Klaus Bondam en gribende og underholdende historie, om hvordan tilfældighederne spiller ind i ens familiehistorie – og værdier. I historien gemmer sig også bedsteforældre i japanske fangelejre under anden verdenskrig, en storvildtsjagende onkel i Malaysia, en homoseksuel godsejer-oldefar, der var gift med Dronning Alexandrines hofdame, en ung mand der stak til søs, blev dansk frihedskæmper og henrettet få dage før befrielsen i 1945, en morfar, der faldt i en gletsjersprække midt på Indlandsisen i 1951 og ligger der endnu – og en opvækst på en gård med fire storesøstre, en mor, der var fåreavler, og en far, som skrev verdens korteste doktordisputats. Alting har en grund. Nogle gange to. Også den familie man nu engang er udstyret med.

’Jeg skal have blæst alt det Liv, der findes i mig, over i dig ..’ - en personlig fortælling om den danske frihedskæmper Kim Malthe-Bruun

Klaus Bondam er i familie med den unge danske frihedskæmper Kim Malthe-Bruun, der blev henrettet af nazisterne få uger før besættelsens ophør i 1945. Kort efter krigen blev hans stærkt iagttagende, lidenskabelige og livskraftige breve til hans kæreste Hanne udgivet. Generationer af danskere har stiftet bekendtskab med Kims breve. Især hans gribende og uafrystelige afskedsbrev til Hanne – skrevet kort inden han blev skudt kun 21 år gammel – står stærkt i erindringen hos mange. Klaus Bondam læser brudstykker fra brevene, og fortæller Kims historie, som er beretningen om et stærk, begivenhedsrigt – og ungt liv, der blev sat ind på at sikre et frit og fredeligt Danmark for kommende generationer.

Hvad laver de egentlig oppe på kommunen – og hvordan fanger man deres opmærksomhed?

Som tidligere medlem af Borgerrepræsentationen i København gennem ni år – heraf de fem i spidsen for to forvaltninger som borgmester – deler Klaus Bondam sin personlige oplevelse af det politiske arbejde og lobbyismen. Han havde gennem et årti sin daglige gang på Københavns Rådhus og kender den kommunalpolitiske dagligdag og beslutningsproces ud og ind. Kan man lobbye en kommunalpolitiker -  og hvordan gør man? Hvad og hvordan tænker embedsmændene – og hvorfor tager tingene nogen gange så utrolig lang tid? Hvordan skaber man offentlig opmærksomhed omkring en given sag? Politikerne på landets rådhuse er nogle af dem, der er tættest på danskernes dagligdag. Både for organisationer, foreninger og virksomheder, er det godt givet ud at investere tid i at opbygge en god dialog med ’dem oppe på kommunen’. 

Dudal Webdesign