1. Fælledparken Året rundt, morgen, middag og aften er der aktivitet i Fælledparken. Jeg løber der selv om morgenen og tager smutvejen på cykel, hvis jeg skal til Østerbro. Der er mange der spiller fodbold, holder picnic i det grønne eller slapper af. Der er skaterpark med fuld knald på – og en hel ny danseplads. Østre Alle er ved at blive renoveret og i de kommende år shines hele den nu 100 år gamle Fællepark op. Så der stadig er plads til hverdagen her – og alle de store arrangementer den også lægger græs til; 1. maj, DHL-stafetten, Copenhagen Historic Grandprix.
  2. Refshaleøen Herude er der et hjørne af København som er i forandring. Engang lå her et skibsværft, men i dag er de fabrikshaller rammerne om små kreative værksteder, loppemarkeder og små industri. Herude er råt og slidt. Enkelte husbåde er her. Herude er der vide og udsyn; både ind over byen og ud over Øresund. Udviklingen af København vil også nå Refshaleøen. Jeg er overbevist om, at der her om 25-30 år vil være en ny bydel skudt i vejret. Men her kommer ingen udvikling før vi har fået anlagt en havnetunnel som kan lede trafikken uden om byen og til og fra både Nordhavnsøen og Refshaleøen.
  3. Tippen Her lå engang en stor losseplads. I dag er her et fantastisk naturområde nærmest lige rundt om hjørnet fra Rådhuspladsen. Her er masser af blomster- og dyreliv. Her er sat får ud som græsser. Her er en mini naturskole for de mindste. Og når man alligevel er her, så kan man jo også besøge Valbyparken med den smukke Rosenhave og de gennemførte temahaver.
  4. Bredgade Jeg har altid været vild med Bredgade. Når man kommer cyklende fra Kgs. Nytorv og Nyhavn er det som om byen ned af Bredgade med Frederiksstadens elegance minder om Paris. Til trods for alle bilerne, så er det som om tiden har stået helt stille her de sidste par hundrede år. Her er der linier og akser, flotte palæer – og næsten helt nede ved Esplanaden ligger Kunstindustrimuseets smukke bygning, der omkranser Grønnegården, hvor Grønnegårds Teatret holder til. Her er så smukt og roligt.
  5. Københavns kirkegårde Hvis man er i nærheden af en af de københavnske kirkegårde, skal man kigge indenfor. De er fantastisk velholdte og indeholder nogle spændende kulturhistoriske fortællinger om København. På Assistens Kirkegård er der den historiske afdeling. På Vestre Kirkegård ’Det Røde Hav’ – og på Bispebjerg Kirkegård det topmoderne og smukke krematorium. Man kan også melde sig til en rundtur med Stine som er kirkegårdsvejleder. Og hun ved alt hvad der er at vide om kirkegårde.
  6. Amager Strand Det har i mange mange år været et meget yndet udflugtsmål for københavnerne, men efter det blev udvidet og der med et snuptag blev lagt 5 km2 til København er det næsten ikke til at kende i gang. Det er blevet en super smart, moderne bystrand med indsøer til joller, små klitter man kan ligge i, og lange forløb med cementstier som er gode til både at jogge og løbe på rulleskøjter ad. Året rundt er her masser af mennesker, der nyder fritiden ved enten af slappe på stranden eller dyrke sportsaktiviteter.
  7. Jægersborggade Selvom at Jægersborggade på Nørrebro også er kendt for nogle irriterende rockertyper der står og dealer i fuld offentlighed, så er gaden også kendt for sine mange små forretninger med god kvalitet. Her kan du få byens bedste karameller, her er zoneterapi og andre små alternative behandlere, øko-slagter, unikt børnetøj, cremer uden tilsætningsstoffer og så om sommeren Farmers Market med lækre økologiske grøntsager og meget andet godt.
  8. Skolehaverne i Lersøparken En gang var der skolehaver flere steder i København. Små køkkenhaver, som eleverne kunne komme og passe og pleje. På den måde oplevede bybørn vejen fra jord til bord og årstidernes skiften. I dag er skolehaverne i Lersøparken nogle af de eneste tilbage. Her er gemt en lille verden, hvor man vitterlig kan se at de børn, der kommer får noget ud af det. Stoltheden og glæden ved at spise en gulerod man selv har sået og plejet … og høstet. Mange børn fra belastede områder som bl.a. Tingbjerg kommer herude sammen med deres lærere. Alle er velkomne til at kigge forbi og beundre de unges havekunster.
  9. Dr. Louises Bro Jeg cykler over Dr. Louises bro hver eneste morgen. Jeg synes det er et af de smukkeste syn i byen, at komme ud over broen. Det er som om byen åbner sig her. Man kan se ned langs søerne til begge sider. I dag har man heldigvis også lov til at cykle langs søerne på begge sider. Den årlige Pride kommer også over broen, og det er et fantastisk syn hvert år med titusinder af tilskuere, der stimler sammen på broen. Søerne er også et godt sted at se fyrværkeri Nytårsaften.
  10. Amager Fælled Hvis man tager Metroen fra Kgs. Nytorv ud mod Vest Amager, så kommer man helt ud til Amager Fælled. Med sine flade vider, og snorlige stier er det et sjovt stykke kunstigt skabt natur. Man kan også se flyene lette og lande herfra. Her er masser af dyr og spiselige urter. Man kan få spændende oplevelser, hvis man melder sig på en tur med en af naturvejlederne. Og Metroturen derud gennem Ørestad giver også en god fornemmelse for alt det nye, der er sket i København de seneste år. Ikke mindst Nouvels nye DR Koncerthus.

Kalender

Ingen nyheder
Dudal Webdesign
Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Klaus Bondam  ·  Københavns Rådhus  ·  1599 København V.  ·  borgmester@bif.kk.dk  ·  Tlf. 33 66 28 50